Hvem er Jeg?

Johannes

Mit navn er Johannes Asmund Hansen, jeg er født i 1983. Jeg fungerer som underviser, coach samt mindfulness og meditationslærer.

“Johannes er en levende, anerkendende og empatisk underviser. Undervisningen er præget af nærvær, historier der understreger pointerne og en blanding af en udogmatisk og humoristisk tilgang til området, der samtidig også giver plads til det seriøse, teoretiske og videnskabelige stof. Undervisningen forsøges altid tilpasset mødet med det enkelte menneske og den enkelte gruppes behov og ståsted.”

Johannes´ baggrund

Johannes har praktiseret mindfulness og meditation de sidste 13 år og undervist i det siden 2007. Johannes er uddannet lærer fra Den frie Lærerskole med speciale i innovativ læring. Udover at være mindfulness instruktør er han også Master Practitioner i NLP og Integreret Udvikling, yogalærer og uddannet workshopleder, og har siden en meget ung alder været dybt dedikeret til selvudvikling og indre meditativ fordybelse.

“NLP (Neuro Lingvistisk Programmering) var med til at starte min indre selvudviklingsproces, som har ført mig til hvor jeg er i dag. Grundindsigterne i NLP handler om at forstå sindets funktioner, bl.a. ved at opdage begrænsende overbevisningers destruktive effekter på livsudfoldelsen og hvordan det er muligt at bevidstgøre og ændre disse mekanismer til det bedre. NLP er således i tråd med og sammenligneligt med bl.a. positiv psykologi. Senere førte denne proces mig ind i dybere meditativ træning, mindfulness og kropsforankrede tilgange til at arbejde med mig selv, som i dag er min foretrukne tilgang til at arbejde med mennesker.”

Johannes arbejder udover mindfulness med yoga, konsultation og innovativ skoleudvikling og udvikler bl.a. kurser, foredrag og workshops for lærere, medarbejdere og ledere i mindfulness. Derudover har han været medinitiativtager til en nytænkende friskole samt fungeret som selvstændig kursusarrangør.

Han har modtaget undervisning fra mange af de førende danske og internationale lærere inden for meditation og mindfulness bl.a.: Jes Bertelsen, Margit Madhurima Rigtrup, John de Ruiter, A.H. Almaas, Faisal Muqqaddam, Adyashanti, Eckhart Tolle, Dalai Lama og Stephan Pende Wormland.

Hvem er Johannes?

Johannes er nysgerrig på livet i alle aspekter. Han har en udviklet evne til at se læring i alting; lige fra mødet med livstruende sygdomme til blomsterne der springer ud en forårsdag. Hans tilgang til livet er, at det er muligt at finde skønhed, læring og dybere mening i enhver situation, hvis man er i stand til at møde den fra et nærværende sted i sig selv. For ham er livet en proces, hvori der altid er noget nyt at opdage.

“Jeg har en daglig praksis med mindfulness og meditation, som jeg har bygget op gradvist siden jeg blev introduceret til meditation i slutningen af mine teenageår. Det er en uvurderlig kilde for mig til at leve livet fra et autentisk sted, som jeg også brænder for at formidle videre til andre. Udover den formelle praksis er mindfulness for mig også en måde at være til på, som jeg bestræber mig på at udleve fra øjeblik til øjeblik i mine gøremål, i det daglige liv og ikke mindst i min kontakt med andre mennesker”.

Sammenlagt har Johannes brugt et år i Asien som bl.a. har budt på meditationsretreats i buddhistiske klostre, en mountainbike tur tværs over Himalaya-bjergene i Tibet og Nepal, yoga-uddannelse i Thailand og Indien, samt udforskning af de oprindelige østlige mindfulness traditioner.

Om mindfulness

Johannes ser mindfulness som mere end bare et punkt på to-do listen. Det er en grundindstilling, som det er muligt at leve livet fra. Det handler om at være tilstede med det som er, frem for at jagte lykken i en mere eller mindre fjern fremtid.

“Jeg ser ikke mindfulness som nogen mirakelkur der pludselig vender op og ned på alle omstændighederne i vores liv, men det er en måde at opdage alt den mening der allerede er i livet sådan som det er. Og fra det sted kan reel forandring og udfoldelse finde sted.”

Fra et mindfulness perspektiv er det ikke hvad der sker i vores liv der er det afgørende, men det er hvordan vi er i stand til at møde det som udfolder sig, der har den mest afgørende betydning for vores livskvalitet som mennesker.